23948sdkhjf

Kohberg har fremgang: Der er krummer i eksporten

Årsregnskab: Et eksportmarked i vækst bidrager til bedre bundlinje hos Kohberg

Selvom brødproducenten Kohberg er en danskejet virksomhed med rødder i det sønderjyske, så er det ikke kun danskerne, der sætter pris på virksomhedens bagværk. I 2024 er salget til eksport steget, og det har været med til at bane vejen for et økonomisk godt årsresultat, der er hele 21 millioner kroner bedre end resultatet i 2023.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kohberg.

Efterspørgslen fra udlandet er stadig stigende. Ifølge den administrerende direktør Søren Bender Egesborg er der gode potentialer for Kohberg i også at kigge ud over Danmarks landegrænser.

I 2024 har Kohberg for første gang igangsat samarbejder med kunder i bl.a. Australien og Asien.

- Udlandet har i høj grad fået øjnene op for vores gode danske håndværk, og det har åbnet dørene for Kohbergs indtog på flere nye eksportmarkeder. Konkurrencen på det danske brødmarked er fortsat intensiv, og vi opbygger et stærkere fundament i Kohberg, når vi udvider med flere internationale markeder. Det gør os mindre sårbare og mere bæredygtige på sigt, udtaler Søren Bender Egesborg i en pressemeddelelse fra Kohberg.

På det udenlandske marked er især wienerbrød populært.

Tilfredshed med resultatet

Nettoomsætningen i Kohberg Bakery Group A/S, der er det formelle virksomhedsnavn, blev i 2024 på 969 mio. kr., hvilket er i niveau med omsætningen i 2023. Bundlinjen blev dog markant bedre og øget fra fra 33,4 mio. kr. til 54,7 mio. kr. i 2024 - altså 21 millioner mere bedre.

Selskabet EBITDA ligger på 120 mio. kr. og egenkapitalen på 203 mio. kr.

- Vi er tilfredse med årets resultat, der giver os grundlaget for at igangsætte en række mere langsigtede investeringer, der skal styrke Kohberg på sigt, udtaler Søren Bender Egesborg

Ansatte spiller en rolle

Nyeste tal fra Kohbergs CSR-rapport 2024 viser, at den gennemsnitlige Kohberg-medarbejder har været ansat i mere end 10 år, samt at personaleomsætningen er faldet. Den høje anciennitet glæder direktøren, og han er overbevist om, at netop medarbejdernes arbejdsglæde er det, der skaber Kohbergs succes.

- Hver dag jeg går på arbejde, bliver jeg mødt af kollegaer, der nysgerrigt spørger ind til, hvordan det går med vores fælles Kohberg. Vi har en unik virksomhedskultur, der i høj grad er drevet af medarbejdernes høje engagement, og netop dette har også indflydelse på årets positive resultat. Derfor er det vigtigt, at vi også bruger noget af det økonomiske råderum til fortsat at investere i udvikling af vores medarbejdere og til at sikre, at Kohberg er en tryg og sikker arbejdsplads, fortæller Søren Bender Egesborg, der selv har godt et enkelt års ansættelse bag sig.

Årsregnskabet for 2024 er således hans første.

’Time for Change’

I 2024 løftede Kohberg sløret for selskabets nye treårs plan, ’Time for Change’. Planen sætter ikke alene mål for bundlinjen, men stiller også skarpt på, hvilken virksomhed Kohberg skal være for fremtiden.

- De senere år har vi opbygget et mere robust Kohberg. Men vi ved også, at det i dag handler om mere end blot at drive en sund forretning. Årets resultat giver os flere muligheder for at arbejde aktivt med langsigtede initiativer, der skal sikre, at vi i Kohberg bibeholder og styrker vores konkurrencekraft, samtidigt med, at vi passer godt på vores medarbejdere, miljøet og fælles samfund, lyder det fra Søren Bender Egesborg.

Kohberg er Danmarks største, dansk- og familieejede bageri og er ejet af Koff-koncernen, der ligeledes står bag blandt andet Easis og Crispy Food. Bag Koff-koncernen står Jesper og Per Fogtmann.

KOHBERG BAKERY GROUP A/S
Regnskabsår 2024 2023 2022
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 968,8 966,6 863,7
Bruttofortjeneste 264,5 234,4 191,1
Resultat af primær drift 76,2 48,2 16,9
Resultat før skat 70,1 42,6 13,7
Årets resultat 54,7 33,4 11,4
Balancestatus 542,1 439,7 390,2
Egenkapital 202,5 157,3 116,2
Antal ansatte 441 443 436
Kilde: CVR

Artiklen er en del af temaet Leverandører.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062